Forskning og udvikling
Nordsøen Forskerpark er en erhvervsdrivende fond. Med navnet Nordsøcentret blev forskerparken grundlagt i 1979 som et resultat af et samarbejde mellem blandt andet Erhvervsrådet, Fiskeriforeningen, Byrådet og Borgerforeningen i Hirtshals. Centret blev officielt indviet i 1984 ved Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Centret er opført med økonomisk støtte fra EU’s Regionalfond.
Nordsøen Forskerpark har til formål at skabe de fysiske rammer for forskning, udvikling, rådgivning og formidling indenfor emner med relation til hav og fisk. Rammerne omfatter kontorer, fællesfaciliteter, værksteder, laboratorier, opdrætshaller og én af verdens største prøvetanke for fiskeredskaber. Èn af de unikke faciliteter er en saltvandsforsyning direkte fra havet uden for Hirtshals.
Nordsøen Forskerpark huser en række af de vigtigste private og offentlige aktører inden for fiskeri og akvakultur og er mødested fra fiske-folk fra ind- og udland.
Nordsøen Forskerpark og Nordsøen Oceanarium er økonomisk og juridisk selvstændige virksomheder, men har fælles administration og direktør.